tirsdag den 19. februar 2013

Årsberetning


Så er det blevet tid  til den første årsberetning for Støtteforeningen for Sinding-Ørre Midtpunkt.

Frøet til foreningen blev lagt i juni 2012, hvor vi var en lille flok, som holdt  et møde om ideen, at starte en støtteforening for Midtpunktet.
Det udviklede sig til, at vi holdt det første møde i sportscafeen d. 26 juni, hvorefter vi var 7 som stillede op til bestyrelsen.

Vi har pt. 77 medlemmer både enkelt personer og husstande.
Vi har et mål der hedder 100, og det ser ikke helt umuligt ud.
Vi tegnede medlemskaber i sensommeren og efteråret, men vil fremadrettet opkræve kontingent i Oktober, kontingentet er fastsat til 50kr pr. Person og 100kr for en husstand og gælder for et år.

Vi har holdt en del møder siden sidste sommer og har fået mange ideer på bordet til, hvordan vi får skabt noget opmærksomhed om alt det gode, vi har i Midtpunktet, men også vores område generelt, da de to ting hænger uløseligt sammen.

Nu er boldene kastet op i luften, nu skal vi bare gribe dem igen, gerne i den rigtig rækkefølge.

De områder vi arbejder med:

Er bla. de fysiske rammer for børnene.
Vi har planer om en arbejdsweekend i Hvepsesbyen og i løbet af foråret er det meningen, at der skal shines lidt op i skolegården
Dette foregår selvfølgelig i tæt dialog med skolen og Hvepsereden.

Vi vil også lægge stor vægt på PR for Midtpunktet og for vores to landsbyer generelt. Vi arbejder for at blive mere synlige, især på internettet.

Vi har flere muligheder i spil, marketing og PR kan være meget omkostelig.
Så vi har bla. haft kontakt til Erhvervsakademiet i Århus, for at få studerende til at bruge os i projekter og lign. dog uden held endnu.

Foreningen har deltaget i Lokalsrådsmødet, hvor vi lagde op til at få Sinding-Ørres hjemmeside opdateret.
Da vi mener, det er en vigtig ting i forhold til at få tilflyttere til vores område, at vi er er synlige og ser ”lækre” ud på nettet,
Foreningen er derfor også gået med i den arbejdgruppe, som skal se på en opdatering af SØ-online.

Vi har opfordret flere til at skrive debatindlæg, og senest har Kurt Kleon Jeppesen haft et rigtig godt indlæg omkring Midtpunktet i Herning folkeblad.

Desuden har vi i bestyrelsen arbejdet for at få et par lokalrapportere fra området til AOH.dk,
Pt er det Lars lodahl og Maja Bang, som har adgang til at ligge indlæg op på AOH.

Vi er på dagsorden som fast punkt ved fællesbestyrelsesmøderne.
Da det selvfølgeligt er vigtig at vi trækker på samme hammel og vi løbende er i dialog om evt projekter, hvor vi som støtteforening kan bidrage.

Arrangementer vi har deltaget i kan nævnes:

Jubilæumsfesten, hvor vi fik snakket med mange, men ikke fik det store ud af det i forhold til medlemstal.
Men til gengæld fik vi snakket lidt med Herning Folkeblad, som skrev et lille stykke om vores forening i forbindelse med dækningen af jubilæumet.

Derudover har vi deltaget ved indvielsen af  mountainbikebanen i Sinding Bjerge, kort før nytår, hvor foreningen serverede kaffe og lavede popcorn på bål med børnene.
Vi valgte at deltage, da det er et meget positivt tiltag for vores område, det er med til at fortælle, den gode historie.
Og netop det projekt viser, hvad der kan stables på benene i et lokal samfund som vores.
Det er via facebook spredt vidt og bredt, at vi har en god mountainbikebane i Sinding og det vil vi som forening gerne bakke op om.
Vi hjalp desuden også til med kommunikationen med AOH, lokalavisen og Herning bladet.

På det praktiske plan:

Er foreningen er blevet oprettet som bruger i Conventus, efter en gennemgang af de muligheder programmet giver os som foreningen. Har vi valgt at bruge det til at holde styr på vores regnskab og vores medlemmer.
Og så giver det os den fordel at vi kan kommunikere med vores medlemmer og det vil vi fremadrettet benyttet os af, i form nyhedsmails og indkaldelse til arbejdsdage mm.

Vores store fokusområde:

Er selvfølgelig, hvordan trækker vi børnefamilier til Sinding. Og i den forbindelse er det vigtigt at huske, at vi, os der bor her er de bedste ambassadører, Så er vi glade for at bo her, er det også det signal vi skal sende videre ud i verden.

Til sidst vil jeg gerne opfordrer til at I bruger Sinding-Ørre´s facebookside, da det er en super god måde at reklamere for vores område, så jo mere I ”liker” og deler det, som bliver lagt på siden, des bedre...

Maja Bang 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar